Vinderen af Årets SMV – Direktør

Nicolas Anneberg, adm. direktør i spjald entreprenørforretning a/s

Vinder af Årets Direktør 2026:

Nicolas Anneberg, adm. direktør, Spjald Entreprenørforretning A/S

Nicolas Anneberg modtog prisen som Årets Direktør 2026 foran en fyldt sal på Comwell i Kolding – og med en puls på 118, da han rejste sig for at gå på scenen. Han er ikke vant til at tale foran fremmede, men til daglig leder han en virksomhed med knap 100 medarbejdere, som han har løftet fra et lokalt udgangspunkt til en landsdækkende aktør. At det resulterede i flest indstillinger i sin kategori, er noget han stadig er ved at bearbejde:

“Det har jeg nok stadig lidt svært ved at forstå – hvorfor det er mig frem for så mange andre. Men jeg er selvfølgelig stolt, og jeg tror også, der går et par dage, før det bundfælder sig helt. Jeg er bevidst om, at det ikke er mig alene – for det er skabt ud af en kultur, vi værner om. En kultur, min far startede, da han startede virksomheden, og som vi har bygget videre på.”

Kulturen er det vigtigste

Nicolas har arbejdet systematisk med at forme noget, han kalder kulturbærere – medarbejdere, der ikke bærer titlen på skuldrene, men som alle ved er dem, der går forrest og tager ansvar i hverdagen. Det er ikke en rolle, man træder ind i fra første dag. Det er noget, der opbygges over tid:

“Vi ansætter ikke folk og slipper dem løs. Vi arbejder med dem løbende, indtil de er formet, som vi rigtig gerne vil have dem. Vi kan godt have en person, som er dobbelt så god som nogle af vores egne – men hvis ikke vi kan skabe noget kulturbærer i personen, så er vi nødt til at sende ham ud igen. For kulturen er det vigtigste. Det er vigtigt, at man er en teamplayer.”

Det afspejler sig i hele organisationen. I Spjald Entreprenørforretning er der ingen forskel på, om man er medarbejder i marken eller på kontoret. Den ånd går hele vejen igennem forretningen – og det er den, Nicolas ser som det vigtigste kendetegn for virksomheden:

“Der er et åbent fællesskab, og vi føler alle sammen, at vi er en del af virksomheden. Jeg er taknemmelig over at få lov til at være ham, som samler og står i spidsen af de talenter, vi har i forretningen. Det er kun med deres bidrag, at vi kan skabe vores vækst og succes.”

Nicolas anerkender i høj grad betydningen af sine medarbejdere, og det betyder meget for ham at blive kåret som vinder:

“Jeg synes, det er megafedt, at Årets SMV sætter fokus på de små og mellemstore virksomheder. For SMV’erne er vigtige for at skabe arbejdspladser og sammenhold. Jeg tror faktisk, jeg vil huske den her aften for altid. Det har været kæmpestort både at være med og selvfølgelig at vinde. En grædende far fra Vestjylland blandt publikum – det siger vist alt,” slutter han.

Derfor valgte juryen Nicolas Anneberg

Direktørkategorien er den, der hvert år modtager flest indstillinger, og 2026 var ingen undtagelse. Kandidaterne skilte sig ud på hver sin måde, og hos Nicolas lagde den professionelle jury særligt vægt på følgende:

“Nicolas Anneberg er en ung direktør, der med markant handlekraft har sat en ny retning for Spjald Entreprenørforretning. Han har løftet forretningen fra et lokalt udgangspunkt til en landsdækkende aktør med stabil indtjening og omkring 100 medarbejdere. Samtidig er han en synlig og nærværende leder, der prioriterer at være tæt på driften og til stede ude på byggepladserne. Han arbejder konsekvent med opfølgning, mentorordninger og udvikling af medarbejdere og har skabt en kultur præget af ordentlighed, ansvar og stærkt sammenhold. En kultur, hvor “et ord er et ord”, og hvor både kunder og medarbejdere ved, hvad de kan forvente. Med en praktisk tilgang og stærk eksekveringsevne går han forrest og får tingene til at ske – og viser, hvordan tydelige værdier og ledelsesmæssig tilstedeværelse omsættes til resultater.”