Vinderen af Årets SMV –
ESG Frontrunner
Esben Kjærgaard Sønderby, bæredygtighedsdirektør i Østjysk Vinforsyning
Vinder af Årets ESG Frontrunner 2025:
Esben Kjærgaard Sønderby, bæredygtighedsdirektør i Østjysk Vinforsyning
Der er ingen tvivl om, at sejren er fuldt fortjent, for Esben er en frontrunner i ordets reneste forstand. Men det var et stærkt felt af finalister, og derfor kom det bag på Esben, at han løb med sejren. Alligevel var han selvfølgelig spændt:
“Det var lidt overraskende at blive nomineret i første omgang, og jeg synes, at de andre finalister er meget dygtige. Så jeg tænkte, at det nok blev én af dem, der vandt. Men jeg har selvfølgelig alligevel været spændt, og efterhånden som jeg kom herned, og den første kategori blev afviklet, kunne jeg godt mærke, at pulsen begyndte at stige,” fortæller Esben.
Derfor var det også forløsende, da det var hans navn, der blev råbt op efter en trommehvirvel fra salen, og han er meget taknemmelig for prisen:
“Det betyder jo, at det man gør, måske betyder lidt mere, end man selv går rundt og tror. Det er jo bare inden for virksomhedens grænser, man snakker – og at der så er andre, der får øje på én og anerkender det hårde arbejde… Det er fedt.”
Læs mere i Østjysk Vinforsynings egen nyhedsartikel her.
Det betyder noget at blive anerkendt
Formålet bag Årets SMV er at give et skulderklap og skabe mere opmærksomhed omkring de ildsjæle, der går forrest i SMV’erne. Det betyder noget for Esben:
“Det er megafedt at vinde. Og det er fedt, at der er nogen, der sætter fokus på os små SMV’er, som i dagligdagen er usynlige. Vi er jo aldrig i Børsen eller andre medier, så stort cadeau til dem, der sponsorerer Årets SMV – for det betyder noget, at vi bliver anerkendt som en del af det store tandhjul. Det får man ekstra bekræftet, når man kommer herned, oplever stemningen og hører de forskellige taler og oplæg. Man vokser af sådan et skulderklap, og man får lyst til at gøre endnu mere.”
Og gøre mere – det har Esben i høj grad planer om. Næste step er at beholde B-Corp-certificeringen, som skal fornys hvert 3. år – og så skal de i gang med scope 3 (G’et i ESG), som er meget datatungt.


Derfor valgte juryen Esben Kjærgaard Sønderby
Alle tre finalister ESG Frontrunner-kategorien opnået imponerende resultater inden for ESG. Om Esben Kjærgaard Sønderby havde den professionlle jury mange pæne ord at sige:
“Esben har som bæredygtighedsdirektør i Østjysk Vinforsyning arbejdet målrettet med at reducere bl.a. flaskevægt og herigennem CO2-udslip, og har en høj medarbejdertilfredshed. Han tror på, at de kan skabe positive forandringer. Derfor har han også været medvirkende til, at Østjysk Vinforsyning i dag er B-corp certificeret – et bevis på deres ansvarlige tilgang. Esben har derudover formået at tage både medarbejdere og kunder med på rejsen og skabe fælles forståelse for arbejdet med ESG.
Østjysk Vinforsyning var fx nogle af de første til at sikre deres hjemmeside med aldersgrænseverificering langt før der blev lovgivet om det. I en branche, hvor der fortsat er meget at forbedre, har han tætte samarbejder med både producenter og sælgere, så de altid er på forkant med udviklingen.”