Vinderen af Årets SMV – Bestyrelse

Merete vangsøe simonsen, bestyrelsesformand, ventherm

Vinder af Årets Bestyrelse 2025:

Merete Vangsøe Simonsen, Bestyrelsesformand i Ventherm

Merete Vangsøe Simonsen, der er bestyrelsesformand i Ventherm, løb med titlen som Årets SMV 2025 – Bestyrelse. Noget, hun ikke ligefrem havde regnet med. Derfor er hun meget glad for anerkendelsen og skulderklappet:  

“Det var virkelig nogle dygtige personer, jeg var oppe imod. Da jeg så deres præsentationsfilm tænkte jeg: ‘Hold da op – de er godt nok gode’, så jeg havde ikke ligefrem nogen forventning om, at det var mig, der ville stå med trofæet. Derfor er jeg også helt utroligt stolt over at vinde, og jeg er ualmindeligt glad for at være her. Det er et meget flot arrangement,” fortæller hun.   

Merete fortæller også, hvordan hun godt kunne mærke nervøsiteten komme snigende, selv om hun ikke regnede med at vinde:  

“Jeg var påfaldende nervøs lige, da vi nåede til prisuddelingen i min kategori. Som advokat befinder jeg mig jo i en branche, hvor vi er meget på; jeg taler med mange mennesker og er vant til at stille mig op og sige nogle ting, men jeg var virkelig nervøs. Det skal jeg være helt ærlig at sige,” indrømmer hun.  

“Det er en gave at blive nomineret”

Merete vandt blandt andet på baggrund af sin mangeårige, strategiske og menneskelige ledelse af bestyrelsen i Ventherm.  

“Jeg har arbejdet sammen med direktøren – og den øvrige bestyrelse – i Ventherm i mange år. I begyndelsen var det mindre kabiner til autolakeringer, Ventherm producerede, hvor det i dag handler om store turn-key-anlæg, som bliver brugt til bl.a. at male togsæt og vindmøllevinger med anvendelse af robotteknologi. Så at blive indstillet til prisen for noget, jeg har været involveret i så længe og arbejdet hårdt for, betyder rigtig meget.” 

Merete er også aktiv i andre bestyrelser, hvor hun igennem årene har været vidne til, at virksomhederne er blevet nomineret til forskellige erhvervspriser:  

“De gange, hvor en virksomhed, som jeg har været tilknyttet som bestyrelsesmedlem, er blevet nomineret eller indstillet til noget, har jeg altid sagt til dem: ‘Det er en gave – tag imod det. Det kan godt være, I ikke vinder, men det er simpelthen så vigtigt, at der er nogen, der har set og anerkender jer’. Alligevel blev jeg meget overrasket, da jeg selv blev indstillet. Det havde jeg ikke forventet – vi arbejder jo mere i kulissen,” fortæller hun.  

Merete Vangsøe Simonsen - Vinder af Årets SMV - Bestyrelse 2025
Merete Vangsøe Simonsen til Årets SMV 2025

Derfor valgte juryen Merete Vangsøe Simonsen

Feltet til Årets SMV – Bestyrelse var stærkt, men juryen endte med at pege på Merete Vangsøe Simonsen af flere grunde: 

“Merete har i ti år spillet en markant rolle som bestyrelsesformand for Ventherm – en opgave, der kulminerede i et flot salg af aktiemajoriteten til en kapitalfond sidste år. Hendes dybdegående viden inden for governance og ESG har været en stor styrke gennem hendes bestyrelsesarbejde. Hun har konsekvent haft fokus på strategi og har været tæt på beslutningsprocesserne samt spillet en aktiv rolle i at forme selskabets retning. 

Dertil trækker Merete på en bred erfaring fra flere andre selskaber, hvor hun har bidraget med strategisk indsigt og værdifuld rådgivning. Ydmyghed og Meretes evne til at lytte gør hende til en respekteret formand, der formår at balancere beslutningstagning med hensyn til alle interessenter. Meretes alsidighed og erfaring gør hende med andre ord til en uvurderlig ressource i bestyrelsessammenhænge.”